Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber
til at begå sig i den tid og det samfund, som de lever i, så den
enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer.
Livslang læring er efter alt at dømme en nødvendig forudsætning
for at den enkelte kan begå sig i samfundet fremover. En helt
afgørende 'færdighed' bliver derfor lysten til at lære nyt.
Det handler om det, som Foreningen ser som daghøjskolernes
kerneopgave, nemlig at hjælpe den enkelte til at finde sin egen
vej, så han eller hun kommer videre med sit liv og gør sig gældende
i samfundet.
Folkeoplysningen har et særligt potentiale, når det handler om at
give mennesker mod på og lyst til at lære - også når det handler om
dem, der ikke er motiverede på forhånd. Disse personligt
motiverende kvaliteter kan bidrage til at løfte en af de helt store
samfundsopgaver.
Daghøjskoleforeningen støtter aktivt videreudviklingen af 'folkeoplysende metoder' og attraktive og motiverende læringsmiljøer - også for de unge og voksne, der ikke er motiverede på forhånd.
Det sker i høj grad i samarbejde med andre organisationer i regi af Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Udviklingsprojektet Individuel Forberedende Udannelse (IFU) og forskningsprojektet Mønsterbrydende læringsrum i folkeoplysningen er eksempler på dette.