Uddannelsesbaseret vejledning udvider valgrummet
Af ph.d. og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet, Peter Plant.

Vi kender ikke til de muligheder, som vi ikke kender. Oh, så banalt - men så rigtigt. Det er vejledningens opgave gradvist at udvide mulighedsfeltet og daghøjskoledeltagernes horisont, så de undgår at falde i den fælde, at de kun vælger dét, som de allerede kender og er socialiseret til.  

Det lyder nemt. Men det er det ikke.
For vi holder faktisk ret hurtigt op med at orientere os bredt og på tværs af vedtagne normer: Uden for vores kasse. Heri ligger en af de store udfordringer for den undervisningsbaserede vejledning i daghøjskolerne. Det kan være op ad bakke. For opfattelsen af, hvad der passer til sådan en som mig - uddannelsesmæssigt og jobmæssigt - dannes i en kompromis- og tilpasningsproces, som falder i fire stadier forbavsende tidligt i løbet af barndom og ungdom (ifl. erhvervsvalgsforskeren Linda Gottfredson, 1981[1] )

1. Orientering mod størrelse og magt (3-5-årige): Verden er magisk, og mor og far er STORE. Nogle bestemmer, og andre må følge dem.
2. Orientering mod kønsroller (6-8-årige): Nogle er hun, og andre han. De er forskellige, ser forskellige ud, klæder sig forskelligt og gør noget forskelligt.
3. Orientering mod social værdi (9-13-årige): Abstrakt tænkning og mere komplekse forskelle. Job rangordnes: Nogle er bedre end andre. Håb og drømme for fremtiden: Det gode liv.
4. Orientering mod selvet (14-årige og opefter): Hvem er jeg? Og hvad kan jeg blive? Afgrænsning og kompromis i forhold til acceptable og realisable muligheder. Afviste muligheder genovervejes ikke.

Gottfredson har fat i noget vigtigt her. En pointe er, at selvopfattelse og hvad den enkelte anser for at være realistiske muligheder inden for rækkevidde etableres ganske tidligt, og at de tre dimensioner af jobvalg: 1) køn, 2) prestige og 3) interesser netop kommer i denne rækkefølge: 1-2-3. Det betyder, at kompromis og afgrænsning starter med køn (hvad passer for hhv. en dreng og en pige?), derefter prestige (højstatus vs. lavstatus) og så til sidst tages interessedimensionen op. Eller med andre ord: Vejledernes favoritspørgsmål, "Hvad interesserer du dig for" vil komme længere ned i rækken og er kun i mindre grad styrende for erhvervsvalget end køn og prestige. Og det er måske endda slet ikke vigtigt: Interessen kan komme. Senere.

Dette har betydning for den undervisningsbaserede vejledning. Især hvis den har til formål at bryde sociale og kønsmæssige stereotypier og dermed den sociale arv. For så bliver det ekstra vigtigt at udfordre kønsstereotypier og andre fastgroede forestillinger og selvbilleder, som i urimelig og unødvendig grad begrænser uddannelses- og erhvervsvalget[2]. Det er ikke nogen ny tanke, at undervisningsbaseret vejledning bl.a. har til formål at "udvide valgrummet", som det blev kaldt[3]. Men det er et særkende for daghøjskolerne, at de både har tiden og rummet til at udvide valgrummet ved (bl.a. via besøg/ekskursioner/praktik) at sætte daghøjskoledeltagerne i direkte forbindelse med den omverden, der kan opleves som truende og ukendt. Daghøjskolen kan være det tryghedsrum, som gør udvidelsen af valgrummet muligt.