Progression, vejledning og folkeoplysning
2008
Download som pdf
Indledning
Den røde tråd fra daghøjskolen ud i virkeligheden
Oplever
deltagerne selv, at de flytter sig?
Taksonomitrappen
Individuelt
vejledningsforløb
Vurdering,
refleksion og synliggørelse af progression
Fokus på progression giver klare forventninger til
deltagerne
Fokus på personlige
mål
Fokus på kvaliteten i opfølgningsarbejdet - i forhold til
progression
Progression
indbygget i kursusforløbet
Indledning til top
Følgende cases er beskrivelser af daghøjskolernes arbejde med at
reflektere, synliggøre og beskrive deltagernes progression i
projektet Flytter det noget?
Casene er altså ikke dækkende for skolernes praksis som
helhed, men for de aspekter i deres praksis, der har relevans for
den måde de har arbejdet med progression på i projektet. Casene er
lavet på baggrund af interviews med vejledere, undervisere,
udviklingskonsulenter og/eller ledere.
Vesthimmerland Daghøjskole og Kompetencehuset Århus Daghøjskole
har ikke deltaget i projektet som de andre skoler. De har i en
længere periode haft fokus på progression og har blandt andet af
den grund ikke deltaget med nye initiativer, men i stedet har de
fungeret som "inspiration" for andre skoler, og i det følgende er
de repræsenteret med cases på lige fod med de andre skoler.
Den røde tråd fra daghøjskolen ud i virkeligheden
til top
Deltagernes overgang fra daghøjskolen til virkeligheden.
Glidende overgange.
Daghøjskolen AOF Nord
Samtale med leder Janni Nyby og vejleder Poul
Pedersen.
Kontekst
AOF Nord har arbejdet med progression i forbindelse med
projektet "Tilbage til fremtiden" - et intensivt undervisnings- og
vejledningsforløb for unge kontanthjælps- og dagpengemodtagere.
Formålet med forløbet er at hjælpe de unge i gang med en
ungdomsuddannelse (primært) eller fast tilknytning til
arbejdsmarkedet (sekundært).
Projektet er en alternativ mulighed til en gruppe, hvor en stor
del er tidligere misbrugere og behandlingskrævende, og som ofte er
hoppet fra det ene tilbud til det andet uden der egentligt har
været progression.
Dette projekt arbejder eksplicit med deltagernes progression inden
for både sociale faglige og personlige kompetencer med det mål, at
deltagerne bliver afklarede om deres fremtidsplaner og bliver
motiverede til ny læring. Der er ingen fast slutdato på projektet,
og deltagerne deltager oftest fra omkring tre måneder til et år,
før de selv føler sig klar til at komme videre.
Overgangen til "virkeligheden"
I forhold til at arbejde med progression arbejder AOF
Nord med udgangspunkt i Blueprint matricen på "niveau 3" - at
styrke deltagernes muligheder for at personalisere og integrere nye
kompetencer i en sådan grad, at de ikke kun er knyttet til
daghøjskoleregi. De fokuserer altså på hvordan daghøjskolen kan
styrke deltagerne i at bruge deres "nyerhvervede" kompetencer fra
daghøjskolen i andre kontekster. Baggrunden for dette fokus er en
større evaluering af projektets resultater, der peger på, at den
svageste gruppe af deltagerne ikke formår at fastholde deres
kompetencer i en ny kontekst og en stor del falder derfor fra den
uddannelse eller det arbejde som de er kommet i gang med.
Vejlederne oplever deltagerne som kompetente og selvsikre efter en
tid på daghøjskolen, men de oplever også at den unge i et
praktikophold eller påbegyndt arbejde eller uddannelse mister troen
på sig selv og "falder tilbage".
Hvordan kan de unge gøre deres kompetencer personlige og "overføre" dem til andre kontekster? til top
Projekt "Tilbage til fremtiden" har allerede integreret nogle
metoder, der skal støtte den unges "overgang" til virkeligheden,
blandt andet en vejleder-mentorordning, hvor den unge kan få det
samme antal måneders vejledning efter han/hun er påbegyndt skole,
uddannelse el. andet, som han/hun har gået på daghøjskolen. Den
unge har altså mulighed for at kontakte sin vejleder/underviser,
der kender ham/hende rigtig godt, når han/hun har brug for at få
hjælp.
På trods af dette sikkerhedsnet og den lejlighedsvise kontakt er
det et stort spring for deltagerne at slutte på daghøjskolen og
starte et nyt sted, og erfaringer viser som nævnt at en stor del af
deltagerne ikke fastholdes i uddannelse, arbejde eller
efterfølgende aktiviteter. Medarbejderne vil altså arbejde med
hvordan deltagerne kan integrere og tage ejerskab over deres
kompetencer i en sådan grad, at de ikke "falder tilbage", når de er
i en anden kontekst end på daghøjskolen. Den strategi, AOF Nord
arbejder mod, er at styrke den røde tråd fra daghøjskoleforløbet og
ud i virkeligheden, så den unge ikke oplever et alt for stort skift
i sin hverdag. På baggrund af disse overvejelser skal der
igangsættes og udvikles aktiviteter, der kan skabe denne røde
tråd.
Når den unge har været på skolen i en periode på 2, 3, 4 uger, og
der er etableret et tillidsfuldt og respektfuldt forhold mellem
medarbejdere og den unge, vil vejleder eller underviser kunne åbne
op for mulighederne for eksterne aktiviteter. De vil formidle
kontakten og tilbyde at følge med den unge de første par gange, men
derefter skal det være deltagerens egen aktivitet.
Deltagerens daghøjskoleforløb skal tilrettelægges på en sådan måde
at han/hun kan deltage i de ønskede aktiviteter. Hvis en deltager
f.eks. ønsker at arbejde frivilligt, så skal han/hun måske have fri
et par timer eller en eller to dage om ugen til formålet.
Nogle af de eksterne aktiviteter som allerede bliver brugt til
formålet eller som er i planlægningsfasen er:
Formålet med at formidle og bakke op om de unges deltagelse i
relevante eksterne aktiviteter er, at det vil betyde at
afslutningen på daghøjskolen og overgangen til livet uden for
daghøjskolen ikke er så voldsom. Helt konkret betyder det, at når
hverdagen på daghøjskolen slutter, vil der være noget velkendt, der
fortsætter og et bestående netværk.
Udover denne konkrete fordel har den unges deltagelse i en anden
kontekst end daghøjskolen den fordel, at hans/hendes erfaringer i
den virkelige verden kan reflekteres i de trygge daghøjskolerammer.
I vejledningen tages succesfulde og udfordrende oplevelser i de
andre aktiviteter op, og derved skabes en forbindelse mellem de
kompetencer som deltageren lærer sig på daghøjskolen og de andre
kontekster, som deltageren befinder sig i.
I Blueprint-termer drejer det sig om, at deltageren i denne proces
skal integrere og gøre sine kompetencer personlige, så han/hun vil
kunne handle og møde de nye udfordringer han/hun møder uden for
daghøjskoleregi. Det er en proces, som skal understøttes på
daghøjskolen via både mentorordningen og de eksterne aktiviteter,
som daghøjskolen formidler og støtter.
Oplever
deltagerne selv, at de flytter sig? til top
Støtte deltagernes refleksionsproces. Undersøge deltagernes
progression og lære af resultaterne. Inddrage deltagerne i
kvalitetsudvikling. Blueprint matrice over de generelle mål for
deltagernes progression.
Hammerum Herreds Idrætsdaghøjskole
Samtale med vejlederne/underviserne Ole Mogensen og
Jette Hvid.
Kontekst
Hammerum Herreds Idrætsdaghøjskole (HHI) er en lille
skole med fire undervisere/vejledere og gennemsnitligt 20 deltagere
på skolens i alt 3 hold. Det har hovedsageligt været to af skolens
medarbejdere, der har arbejdet med projektet, men det har
involveret alle skolens deltagere på tværs af holdene.
HHI vejledningsindsats kan som sådan ikke adskilles fra resten af
aktiviteterne på skolen. Vejledning af deltagerne sker løbende både
individuelt, i grupper, formelt og uformelt. At skolen har så få
medarbejdere betyder at de alle hele tiden er i kontakt med
deltagerne og på den måde opstår vejledningen også
uformelt. Endvidere har næsten alle undervisere en
vejlederuddannelse.
Hvilke personlige kompetencer?
I forbindelse med dette projekt har HHI valgt at fokusere
på progression inden for deltagernes personlige kompetencer,
herunder deres selvopfattelse. Begrundelsen for dette er, at det er
et fællestræk for skolens målgruppe, at det netop er på dette
område de har problemer, og derfor er dette også én af
daghøjskolens største indsatsområder.
For at definere, hvad der henvises til, når man siger, man
arbejder med personlige kompetencer og deltagernes positive
selvopfattelse, har vejlederne, med udgangspunkt i Blueprint,
beskrevet progressionen inden for de kompetenceområder som HHI har
fokus på.
|
Taksonomi Personlige kompetencer |
Tilegne, undersøge, anvende, udforske, opdage |
Anvende bruge, vise, udtrykke, deltage |
Gøre personligt, forstå, integrere, gøre til sit eget, omsætte |
|
Fremtoning, personligt udtryk
|
Opdage en anden kultur. Udforske andre måder at udtrykke og fremstille sig selv på. |
Anvende og bruge fælles ideer til ny fremtoning. Udtrykke ny adfærd i påklædning og sprog. |
Forståelse for hvad fremtonning betyder for omgivelserne. Personligt udtryk, der også udleves i andre kontekster. |
|
Fysisk kunnen/kompetence /udholdenhed
|
Opdage og undersøge hvad ens fysik egentligt tillader. Til dels "tvungen" deltagelse i de fysiske aktiviteter. |
Anvende den viden der tilbydes om fysik og handler derefter ("Det er ikke farligt, så jeg deltager"). Ofte lystbetonet deltagelse. |
Fortsættelse af de sunde motionsvaner, ud over i daghøjskoleregi, eksempelvis ved indmeldelse i foreninger/sportsklubber. |
|
Fastholdelse
|
Tilegner sig reglerne om mødepligt. Opdage og udforske konsekvenserne ved ikke at møde op. |
Stabilt fremmøde uden behov for vejledernes opfølgning. |
Forstå at det er vigtigt for både kollektivet og mit udbytte at jeg møder op, når det forventes - også uden for daghøjskoleregi. |
|
Social-, kollektiv kompetence
|
Opdage mulighederne for involvering i gruppen. Tilegne de sociale "spilleregler" for deltagelse. |
Interesseret deltagelse og involvering i resten af gruppen. |
Forstå at det kræver ansvarsfuld involvering at være en del af et kollektiv og handle derefter - også uden for daghøjskoleregi. |
De to sidste niveauer fra den originale udgave af Blueprint for
life and work er "slået sammen". Begrundelsen herfor er, at skolen
oplever at man ikke umiddelbart kan adskille dem, og at de tre
niveauer passer godt til den tidsdimension som daghøjskolen
arbejder med - de to første niveauer er ofte relevante, mens
deltageren går på daghøjskolen og det sidste niveau repræsenterer
den proces, hvor deltageren afslutter på skolen og starter med
noget andet.
Denne model synliggør de generelle niveauer som deltagerne
gennemgår, og sætter en retning for hvad daghøjskolen stræber imod.
Men det er vigtigt at understrege, at modellen ikke altid er
repræsentativ for alle deltagere. Som eksempel er der deltagere,
der er overansvarlige og som involverer sig for meget og derfor
skal lære at slippe noget ansvar.
Derudover skal det påpeges, at en deltagers udvikling ofte består
af tilbage- og fremskridt i forhold til ovenstående skema, og der
er ligeledes meget stor forskel på tidsperspektivet i forhold til
deltagernes progression.
Men som nævnt kan skemaet bruges til at anskue en retning for
udvikling og også sætte fokus på målene. Det er ønskværdigt, at
deltagerne når til det sidste niveau, men ikke altid realistisk.
HHI har p.t. ikke kontakt til deres deltagere, når de først er
færdige på skolen, og derfor ved de reelt ikke om deltagerne kan
overføre deres kompetencer til andre kontekster. I forlængelse
heraf arbejder HHI med nogle metoder, der kan støtte deltagerne i
denne overgang, hvilket vil blive uddybet senere i teksten.
Oplever deltagerne at de flytter sig? til top
I forlængelse af ovenstående model vil HHI undersøge deltagernes
oplevelse af egen progression i løbet af deres daghøjskoleophold.
Dette har to formål:
1. At igangsætte og støtte deltagernes refleksionsproces omkring
egen progression i løbet af daghøjskoleforløbet.
2. At undersøge deltagernes oplevelse af egen progression med
henblik på at evaluere og forbedre HHI's vejledningspraksis.
Dette gøres ved hjælp af to metoder: spørgeskemaer og
fokusgruppeinterview.
I forhold til formålet, at igangsætte og støtte deltagernes
refleksion over egen progression, vil spørgeskemaet blive
præsenteret for deltagerne en måneds tid inden forløbets
afslutning. Det vil blive præsenteret samtidig for alle deltagere,
og alle spørgsmål gennemgås og diskuteres konkret for at sikre, at
der ikke er forvirring omkring betydning. Umiddelbart lægges der op
til at skemaet skal besvares individuelt, men ønsker de at gøre det
to og to, er det også en mulighed. Umiddelbart inden kursets
afslutning vil fokusgruppeinterviewet følge op på spørgeskemaet.
Fokusgruppeinterviewet vil enten konkret tage udgangspunkt i hvad
undervisere/vejledere har fundet centralt fra spørgeskemaerne,
eller undervisere og vejledere vil udvikle spørgsmålene til
fokusgruppeinterviewet i samarbejde med deltagerne - dette er ikke
helt afklaret endnu.
De to metoder skal supplere hinanden i forhold til at sikre
deltagernes løbende refleksion.
Det giver mulighed for at deltagerne skærper deres
refleksionsproces, der er sat i gang ved spørgeskemaet og som
videreføres ved fokusgruppeinterviewet. Derudover giver brugen af
både en mundtlig og en skriftlig metode mulighed for at deltagere,
der har problemer med et af disse medier, alligevel kan
deltage.
I forhold til metodernes andet formål, at undersøge deltagernes
oplevelse af egen progression med henblik på at evaluere egen
vejledningspraksis, så er det intentionen at brugen af to
forskellige metoder kan sikre kvaliteten af undersøgelsen. Med
udgangspunkt i spørgeskemaundersøgelsen kan underviserne/vejlederne
tilrettelægge fokusgruppeinterviewet, så de kan få uddybet de
områder de finder mest interessante. På baggrund af deltagernes
refleksioner, håber medarbejderne at få viden om, hvorvidt deres
vejledningspraksis har den effekt de og deltagerne ønsker. Dette
formål har også et klart demokratisk aspekt - nemlig at give
deltagerne en stemme i forhold til skolens vejledningspraksis og
forsøge at lære af den.
Overgangen til virkeligheden til top
Som tidligere skrevet undersøger HHI muligheden for at udvikle et
efterværn, hvor de kan støtte deltagerne i overgangen fra
daghøjskolen til virkeligheden udenfor - det være sig
aktiveringstilbud, uddannelse eller arbejde (Blueprint niveau
3). De to metoder som er i spil er m-kit, et digitalt
vejledningsværktøj, hvor vejleder og deltager er i kontakt via
mobiltelefon og computer, og et traditionelt vejledningstilbud,
hvor "gamle" deltagere bliver tilbudt vejledningssamtaler om
eftermiddagen eller aftenen. Begge metoders formål er at støtte
deltageren i en omstillingsproces samt at opnå en øget viden om
deltagerne formår at gøre brug af deres "nye" kompetencer i andre
kontekster. Daghøjskolens styrke er, at de kender deltageren rigtig
godt, så et efterværn vil både kunne give deltageren faglig,
informativ vejledning i forhold til deltagerens aktuelle situation,
men også personlig opbakning, støtte og tryghed.
Taksonomitrappen til top
Taksonomitrappe til synliggørelse af deltagernes "små
skridt".
Vesthimmerlands Daghøjskole
Samtale med vejlederne/underviserne Lissy Kloster
og Marianne Beith Jensen souschef og vejleder Anita Riel og
leder Peder Ditlev.
Kontekst
Vesthimmerlands Daghøjskoles målgruppe for forløbet
JOBiFOKUS er oftest kontanthjælpsmodtagere fra matchgruppe fire og
fem, og udviklingen er, i jobrettede termer, langsommelig. Skolen
har i den forbindelse været motiveret for at synliggøre deltagernes
"små skridt" for sig selv, deltagere og rekvirenter, for på den
måde at holde fokus på, at deltagerne faktisk flytter
sig.
Taksonomitrappen
Metoden til at synliggøre disse små skridt er
taksonomitrappen. Den visualiserer de forskellige skridt som deres
daghøjskoledeltagere typisk tager i løbet af et ophold på
Vesthimmerlands Daghøjskole - udformet som trin på en trappe. Det
er altså en generaliseret beskrivelse af en daghøjskoledeltagers
udviklingsproces, men den er individuelt tilrettelagt på den måde,
at der er bevidsthed omkring, at det er helt individuelt hvor på
trappen en deltager starter, samt at tidsperspektivet for
deltagerens forskellige skridt op af trappen også er helt
individuelt.
Trappen er en meget konkret beskrivelse af deltagernes
progression; de første skridt afspejler, hvorvidt der er daglig
kontakt til deltageren, samt om deltagerens møde- og
deltagelsesstrategier er frivillige eller ufrivillige. Det sidste
trin på trappen hedder udslusning via trekantsamtaler, og i løbet
af de mellemliggende trappetrin er deltageren begyndt at deltage
lystbetonet i værksteder og fællesskab for siden hen at kunne
formulere og fastlægge en plan for fremtiden i samarbejde med en
vejleder.
Taksonomitrappen giver vejledere og undervisere et visuelt
overblik over hvor deltageren befinder sig, og de kan bruge trappen
som udgangspunkt for et teammøde, hvis de skal diskutere en
deltagers progression. Udover at være et redskab for
vejledere/undervisere bliver trappen i nogle tilfælde brugt direkte
med deltagerne. Trinnene og individuelle målsætninger i forhold til
at tage nye skridt diskuteres i vejledningen og trappen bruges som
en visualisering af, hvor deltageren befinder sig i forløbet. Det
gennemtænkes inden samtalen med deltageren hvordan trappen skal
fremstilles - om en del af den skal skjules eller lign.
Metoder, der støtter deltagerens trin op ad trappen
Til støtte for deltagerens skridt op ad trappen og til
støtte og refleksion af deltagerens progression gør vejledere og
undervisere brug af forskellige metoder bl.a. gruppevejledning. Et
par af trinnene på taksonomitrappen drejer sig om at deltageren
skal blive en integreret del af det sociale fællesskab, hvilket kan
være tilskyndende for deltagerens lystbetonede deltagelse i
værksteder og skoleforløb. En af metoderne til at opnå dette er
gruppevejledningen: Her genereres gensidig inspiration, og der
reflekteres gennem deling af erfaringer og problemer og glæder.
Deltagerne får en oplevelse af ikke at være alene og de skaber sig
et netværk.
En anden metode skolen gør brug af er statusskemaet, der tages op
hver uge og hvor deltageren skal reflektere over alle aktiviteter,
der er foregået i løbet af ugen i forhold til hvad han/hun har lært
og hvad hun synes har været spændende, kedeligt osv. Det er en
refleksionsøvelse, der støtter op om at synliggøre deltagerens
progression, idet skemaet sættes i deltagerens portfoliemappe og
tages op i den individuelle vejledning.
Forskellige metoder som gruppevejledning, statusskema,
portfoliemappe, Min Fremtidsplan (Studie og Erhverv) osv. støtter
vejledere og underviseres arbejde med deltagernes progression.
Taksonomitrappen er det samlende punkt i forhold til alle disse
aktiviteter og metoder, som bruges til at igangsætte og reflektere
deltagerens progression.
Der knyttes følgende kommentarer til trappen:
Individuelt
vejledningsforløb til
top
Fokus på individuel progression. Faste individuelle
vejledningstimer. Vejledningsportfolie.
Frederiksberg Daghøjskole
Samtale med vejleder Stig Zander.
Kontekst
Formålet for vejledningsgruppen på Frederiksberg
Daghøjskole har været at udvikle og afprøve en
vejledningsportfoliemappe for den gruppe deltagere som deltager på
skolens lange kurser: "I form til job", "På livet løs","Kunst &
Livsanskuelse" samt "Tekstil & Tryk". Fælles for disse
fire kurser er, at de er opdelt i tre moduler af hver 6 ugers
varighed, og at en stor del af kursisterne deltager i alle 18
uger.
Frederiksberg Daghøjskole har en vejledergruppe som består af 4
medarbejdere heraf 2 uddannende vejledere. Disse vejledere tager
sig af dele af undervisningen på de enkelte hold samt står for den
individuelle vejledning samt den introducerende gruppevejledning.
Sideløbende med at deltagerne gennemfører et af disse fire kurser,
er der afsat tre til fire timers individuel vejledning til hver i
løbet af de 18 uger. Vejledningsportfolien er udviklet med henblik
på denne individuelle vejledning, og skal sikre et løbende fokus på
deltagernes mål. Derudover foregår der både spontan og planlagt
gruppevejledning i undervisningen.
Vejledningsportfolie
Vejledningsportfolien er tilrettelagt som individuelle
øvelser, der gøres til genstand for refleksion til
vejledningssamtalerne. Nogle af øvelserne laves udenfor
vejledningskontoret, og gøres derefter til genstand for samtale i
vejledningen på vejlederens kontor og andre øvelser/opgaver laves i
samarbejde med vejlederen på kontoret.
Vejledningsportfolien præsenteres på deltagernes første dag i en
vejledningsintroduktion, hvor generelle informationer om vejledning
bliver præsenteret og forventninger fra både vejleder og deltagerne
afklares. Her fokuseres på at facilitere en positiv indstilling til
vejledningen blandt deltagerne på holdet.
Den første øvelse "Fremtidsplanen" i portfolien præsenteres ved
denne introduktion og deltagerne sættes i gang med at udfylde
fremtidsplanen individuelt. Øvelsen går ud på at deltager skal
reflektere kortsigtede mål med daghøjskoleopholdet samt langsigtede
ønsker for fremtiden. Opgaven er orienteret mod deltagerens
hele liv, det være sig arbejde, uddannelse, familie,
sundhed, fritid osv. Målet er at skabe et overblik hos både
deltager og vejleder for deltagerens situation p.t. Derudover
kortlægger deltageren sine netværk og barrierer i forhold til
at nå disse mål og planer. Som sidste del af opgaven laver
deltageren en handlingsplan, der trin for trin karakteriserer, hvor
deltageren er på vej hen og hvilke skridt han/hun skal nå for at
komme derhen.
Den anden øvelse er et individuelt samtaleark, der tages op til
hver vejledningssamtale, hvor forskellige aspekter i deltagerens
liv reflekteres: forløbet på daghøjskolen, interesser og ønsker i
forbindelse med arbejdsmarkedet, sociale relationer, økonomi, bolig
og (fysisk og psykisk) helbred - med udgangspunkt i hvad der er
relevant for den enkelte. Som afslutning på hver samtale laves
konkrete aftaler og opgaver, som der følges op på til næste
samtale.
Til slut findes en sidste øvelse, der forsøger at samle op og
samtidig få deltageren til at formulere sin situation p.t. samt
hvad der efterfølgende skal ske i forhold til at nå de mål, der er
sat.
Planlagt refleksionsrum
Frederiksberg Daghøjskole søger at fokusere på den
enkelte deltageres progression ved hjælp af den individuelle
vejledning og vejledningsportfolien. Der er til dette formål afsat
3 til 4 vejledningstimer pr. deltager, fordelt over hele den
pågældendes forløb for at sikre, at deltagernes progression
kontinuerligt er genstand for både deltager og vejleders
refleksion.
Den individuelle vejledning og de planlagte øvelser sikrer et rum
hvor den enkelte deltagers progression reflekteres og synliggøres
kontinuerligt. Vejleder, deltagere og deltagerens
holdleder/underviser planlægger den individuelle vejledning sammen
for at imødekomme deltagernes forskellige behov. Nogle har behov
for meget vejledningen i begyndelsen af et forløb, andre i
slutningen osv. Det planlægges efter deltagerens
livssituation.
Udvikling af portfoliemappen
Det blev diskuteret i vejledergruppen på det regionale
møde, hvordan man evt. sideløbende med det skriftlige og verbale
arbejde med progression kunne arbejde med at visualisere
deltagerens udvikling inden for nogle specielle områder. Som
eksempel kunne man på holdet "I form til job", der handler om sund
livsstil og vægttab, visualisere deltagerens vægttab eller forøgede
kondital og sætte sig nye mål på baggrund af denne
visualisering.
Stig udtrykker også et ønske om at udvide vejledningsportfolien
til resten af deltagerens forløb på daghøjskolen for at styrke
sammenhængen mellem vejledning og undervisning.
Progressionsrapport
Fra Københavns kommune er der et krav om, at daghøjskolen
skal lave tilbagemeldinger om deltageren via en digital
progressionsrapport på UDBUDSPORTALEN. Ca. to gange i løbet af 18
ugers forløbet arbejdes med en progressionsrapport. Der arbejdes
med fem punkter: helbred, økonomi og netværk, personlige
kompetencer, faglige og praktiske kvalifikationer, eget
arbejdsmarkedsperspektiv.
Formålet er at holde fokus på den individuelle deltagers
progression. For nogle af deltagerne vil der være tale om at
han/hun skal påbegynde ny uddannelse, arbejde el. lign. For andre
er der tale om "mindre skridt", såsom at komme op om morgenen, få
nyt netværk eller lign. Progressionsrapporten udarbejdes i et
samarbejde mellem deltager og vejleder i den individuelle
vejledning og er i følge Stig Zander medvirkende til at holde fokus
på den individuelle deltagers progression.
Vurdering, refleksion og synliggørelse af
progression til
top
Blueprint matrice til at styrke vejlederens blik på den
individuelle progression.
Esbjerg Daghøjskole
Samtale med vejlederne/underviserne Anton Andersen,
Sonja Jensen og Bente Højbjerg Jensen samt konstitueret leder Birte
Nørgaard.
Kontekst
Esbjerg Daghøjskole har brugt projektforløbet til at
arbejde konkret med Blueprint for life/work designs. Matricen er
blevet brugt af vejledere på to forskellige hold: "Livskraft" og
"Fleksibelt tilrettelagt forløb" med forskellige målgrupper.
Livskraft er målrettet folk, der har været sygemeldte i en længere
periode, men fælles for gruppen er, at de ofte har (gode)
erfaringer med arbejdsmarkedet.
Målgruppen for det fleksibelt tilrettelagte forløb derimod har
ofte meget få erfaringer med arbejdsmarkedet og gruppen betegnes
som "svagere" end Livskraftgruppen.
Vejledningsindsatsen for begge grupper indeholder både individuel
og gruppevejledning, både i formelle og uformelle situationer.
Holdene er forholdsvis små, hvilket betyder at medarbejderne er i
tæt kontakt med deltagerne. Esbjerg Daghøjskole har ønsket at
udvikle nogle arbejdsgange og metoder, der kan holde fokus på
deltagernes progression, hvorfor de har begivet sig i kast med
Blueprint matricen.
At arbejde med Blueprint
Skolens arbejde med Blueprint matricen har flere
formål:
Med udgangspunkt i de kompetencer som er beskrevet i Blueprint
forsøgte vejlederne, at registrere deltagernes status ved starten
på daghøjskolen, og deres udvikling i løbet af forløbet. Men
det blev tydeligt for medarbejdergruppen, at det er afgørende at
beskrive og konkretisere matricens kompetencebeskrivelser, så de
bliver mere specifikt relevante i forhold til deltagergruppen.
Eksempelvis er kompetencen "Balance liv og arbejde" defineret i den
originale Blueprint matrice, men i forhold til Livskraft-holdet er
kompetencen blevet konkretiseret til "Mestring af sygdom - i
forbindelse med et arbejdsliv". Grunden er, at deltagerne på dette
hold er sygemeldte, og at det for mange er relevant at arbejde med
at omstille arbejdsliv i forhold til sygdommen.
På det individuelt tilrettelagte forløb har vejlederne taget
udgangspunkt i de barrierer og udfordringer som opleves som vigtige
for den enkelte deltager og forsøgt at beskrive progression i
forhold til dette. Det kan eksempelvis være "konfliktløsning og
kommunikation", som kan være relevant for en deltager. Som eksempel
nævner de en deltager, der startede på kurset med at være aggressiv
og udfarende og som havde en meget dårlig kommunikation med sine
sagsbehandlere. Vejlederen og deltageren blev enige om, at det var
vigtigt at arbejde med dette, samt udvikle nye sociale kompetencer,
så hun kunne få en mere positiv omgang med både sagsbehandlere og
deltagerne og undervisere på daghøjskolen.
I forhold til at udvikle Blueprint matricen til eget brug har det
for Esbjerg handlet om at kunne sætte fokus på lige præcis de
kompetencer, som var vigtige for den enkelte deltager. De
"originale" kompetencer, der var defineret i Blueprint matricen,
var for brede og abstrakte.
Vurdering af progression
Esbjerg Daghøjskole har altså i denne proces arbejdet med
at vurdere deltagernes progression med udgangspunkt i
Blueprint matricen.
Vejlederne fra det fleksible vejledningsforløb har forsøgt at
indfange den individuelle deltagers progression, hvorimod
vejlederen fra livskraftholdet har søgt at indfange holdets
progression - med det formål at undersøge metodernes relevans for
holdet. At indfange holdets progression betød konkret, at
vejlederen måtte gå individuelt til værks og vurdere hver enkelt
deltager, så på sin vis brugte hun samme metode som vejlederne fra
det andet hold. Men at have fokus på hele holdet betød endvidere,
at vejlederen blev skærpet på de kompetencer som var centrale for
de fleste deltagere på holdet og på den måde fik udviklet Blueprint
matricen til holdet gennem formulering af relevante generelle mål
for progression. Vejlederne fra "det individuelt tilrettelagte
forløb" anlagde et individuelt perspektiv ved at udvikle Blueprint
matricen med udgangspunkt i de enkelte deltagere. Dette har
betydet, at de har skærpet blikket for den enkelte deltagers
perspektiv.
Refleksion og synliggørelse af progression
Esbjerg Daghøjskole ønskede som nævnt at styrke
deltagernes oplevelse af egne styrkeområder og progression. Skolen
oplevede imidlertid ikke, at dette aspekt var blevet styrket ved at
vejlederne arbejdede bevidst med vurdering af deltagerne - næste
skridt er derfor at udvikle nogle metoder til deltagernes
refleksion over egen progression.
Til dette formål peger medarbejderne på, at det er vigtigt at
konkretisere og visualisere progression i forhold til de målgrupper
som de arbejder med. At bruge Blueprint matricen overfor deltagerne
er ikke hensigtsmæssig, da den indeholder for meget tekst og gør
brug af et klinisk sprog. I stedet arbejder Esbjerg Daghøjskole
videre med visualisering af progression - evt. formet som en
trappe. Den kan visualisere hvilke skridt, der skal tages for at nå
til målet og hvad hver af disse skridt kræver. Derudover kan man
synliggøre "gelænderet", eksempelvis deltagerens ressourcer,
netværk og daghøjskolens muligheder for støtte. Den kan bruges både
i forhold til deltagerne, men også mellem de medarbejdere, der er
tilknyttet holdet.
Med udgangspunkt i den erfaring at progression må forstås og
beskrives individuelt, skal trappen også udvikles individuelt. For
nogle kan det være oplagt at sætte fokus på deltagerens fremmøde og
sociale integration på holdet, mens det for andre som måske har et
langt arbejdsliv bag sig vil fremstå som nedværdigende ikke at
forvente at de møder op som planlagt. Andre fokusområder kan være
kommunikation og konflikthåndtering. Ved at udvikle trappen sammen
med deltageren om emner, som han/hun synes er relevant sikres det
at deltageren tager ejerskab for sin egen vej mod sit eget
mål.
Fokus på progression giver klare forventninger til
deltagerne til top
Formulerede forventninger til deltagerens progression. Et
afklaringsforløb - ikke et værested."Det er vigtigt at
diskutere, hvad progression i vejledningen er for en størrelse, og
hvornår vi ikke længere er det bedste tilbud" (for den enkelte
deltager).
Kompetencehuset, Århus Daghøjskole
På baggrund af samtale med vejlederne Gro Erbsmehl og
Ruth Morell.
Kontekst
På Galaksen på Århus Daghøjskole har man i et par år haft
fokus på deltagernes progression for at blive klarere på egne
forventninger til deltagerne og dermed også blive klarere på,
hvornår disse forventninger ikke bliver indfriet.
Galakseforløbet er et vejlednings- og afklaringsforløb med det mål
af afklare deltageren i forhold til arbejdsmarked, uddannelse eller
pension. Samtidig søger det at udvikle deltagerens konkrete
handlekompetence med det formål, at han/hun ikke falder fra det nye
job eller uddannelse. Forløbet er som udgangspunkt på 13 uger, men
der tages løbende stilling til om deltageren skal have forlænget
opholdet. Det er ikke unormalt at deltagere er på Galaksen i et
år.
Forløbet er inddelt i fire faser:
Gruppevejledning og refleksion
I de tre første faser i Galakseforløbet arbejdes der
løbende med deltagernes individuelle mål i gruppevejledningen, der
er den primære metode i forløbet. Ca. en gang om måneden sætter
deltageren sig et eller flere mål, som kan være af praktisk-,
social- eller faglig karakter. Det kan eksempelvis være at deltage
i flere sociale arrangementer, at få styr på sin økonomi, at
forberede sig på at komme i praktik osv. Disse mål er genstand for
løbende diskussion/refleksion i gruppevejledningen og
afslutningsvis følges der altid op på, hvorvidt og hvordan målene
er opnået. Sideløbende med gruppevejledningen har deltagerne
mulighed for at opsøge individuel vejledning hos gruppevejlederne,
men hovedsageligt foregår det i gruppen. Deltagerens
refleksionsproces over egen udvikling falder under to
overskrifter:
De opgaver og øvelser som tages op i gruppevejledningen
understøtter disse to områder.
Forventninger til deltagernes progression
" Det handler om at lave små fremskridt, turde mere
og mere - men hvad man tør er jo individuelt og der kan som sådan
ikke sættes milepæle for, hvad man skal turde hvornår."
For at gennemgå en afklaringsproces er det afgørende at deltageren
får gjort sig nogle erfaringer som rækker ud over forløbet. De
sociale og faglige kompetencer som deltageren opnår i de beskyttede
gruppeforløb, skal prøves af i en mere "virkelig" kontekst - enten
i et praktikforløb eller på et eksternt kursus eller lign.
Tidsperspektivet for hvornår det skal ske er meget individuelt, og
rammerne for de nye udfordringer skal være trygge og
overskuelige.
I forhold til udviklingen af deltagernes kompetencer kan man tale
om at udformningen af forløbet implicerer en opfattelse af
progression som en spiral eller cirkel. Der vil under hele forløbet
være fokus på faglige og personlige kompetencer, men udfordringerne
vil ændre både form og indhold og der forventes ikke en konstant
fremadskridende proces. Som nævnt forventes det, at deltagerne
prøver en praktikperiode eller et eksternt kursus af, men det er
også legitimt at ændre kurs, prøve andre ting af og få tid til at
arbejde med nogle andre områder inden man eksempelvis er klar til
at gå i praktik.
Men hvis en deltager bliver ved med at afvise praktikpladser,
kurser eller lignende så skal det overvejes om han/hun er det
rigtige sted - deltageren kan have så store psykiske eller
psykiatriske problemer, at det ikke er hensigtsmæssigt at være på
Galaksen - der ikke er et værested.
Når man har fokus på progression, vil man også få øje på de
deltagere, der ikke flytter sig.
Handlekompetence
Som nævnt i starten søger Galaksen at støtte deltagerens
handlekompetence i forhold til det nye arbejde, uddannelse
eller lign. og håndtering af opståede problemstillinger i
forbindelse med dette. Dette praktiseres ved hjælp af en
vejleder-mentorordning, hvor deltagernes "gamle" vejledere via
telefoniske og personlige samtaler med deltageren støtter,
motiverer og hjælper. Oftest foregår det ca. en gang om måneden
eller når der opstår noget akut i i alt 3-6 måneder. For deltageren
kan det at starte et nyt sted være en hård overgang og vejlederen
kan eksempelvis hjælpe til med at indrette et individuelt skema,
der tager hensyn til deltagerens situation. Deltageren får altså
hjælp til praktiske foranstaltninger og gode råd, men er i en fase,
hvor han eller hun derudover må stå på egne ben. Det handler altså
for vejleder om at støtte deltageren i forhold til konkrete
problemstillinger, men værdien i mentorarbejdet ligger også i at
støtte deltagerne i nogle succesfulde handlinger, der giver dem
positive erfaringer.
SMOB
Man kan som nævnt forstå deltagernes progression som
spiralisk, men Galaksens tilrettelæggelse kan godt beskrives som
lineær. Ruth knytter Galaksens tilrettelæggelse til
SMOB-tilgangen:
S og M mener hun dækkes i det første "vejlednings- og
afklaringsforløb", hvor gruppevejledningen indeholder mange
refleksionsøvelser og muligheder for at undersøge hvad jeg har lyst
til, og hvad mine muligheder er. O knyttes til det tidspunkt,
hvor deltageren skal vende sig mod verden og prøve sig selv af i en
praktik, på et kursus eller lign. Deltageren prøver omstillingen på
egen krop. B knytters til når deltageren skal tage en
beslutning om job, uddannelse eller lign. - og handle derefter. Til
denne fase er der knyttet mentorordningen, som støtter deltageren i
overgangen til "virkeligheden".
Som tidligere beskrevet kan der ikke sættes generelle tidsmæssige
milepæle for denne proces, og samtidig er den heller ikke så lineær
som beskrevet her. Eksempelvis lærer deltageren selvfølgelig sig
selv at kende i alle de aktiviteter han/hun indgår i, men trinnene
sætter en ramme og en retning for Galakseforløbet og
kommunikationen med deltagerne og rekvirenten.
Fokus på personlige
mål til top
Fra reaktiv til proaktiv. Fokus på personlige mål i
vejledningen og undervisningen.
Idrætsdaghøjskolen IDA, Århus
Samtale med vejleder Hanne Færgeman og leder
Inge-Dorte Wandall.
Kontekst
Denne case er lavet på baggrund af Idrætsdaghøjskolen
IDA´s (IDA) overordnede tanker om progression for alle deltagere på
tværs af kurserne. Deltagere bliver visiteret til 13 ugers ophold
ad gangen uafhængigt af hvilket hold du deltager i. Herefter vil
holdleder, vejleder, deltager og sagsbehandler i samråd tage
stilling til om opholdet skal forlænges endnu 13 uger.
Gennemsnitligt er deltagerne der 6 til 9 måneder. For at anbefale
endnu et 13 ugers ophold kræver vejledere og undervisere at
deltageren har flyttet sig og at skolen har nogle rammer
der kan støtte deltagerens progression.
Progression: Fra reaktiv til proaktiv
Et generelt mål for IDA, når man taler om progression,
er, at deltagerne skal bevæge sig fra at være reaktive mod at blive
proaktive. Denne bevægelse er typisk for den målgruppe som IDA
arbejder med og det beskrives som følger:
Det er daghøjskolens mål, at deltagerne skal bevæge sig fra at
være reaktive til at være proaktive, men herimellem ligger der
selvfølgelig nogle trin. En deltager kan tage initiativer på
baggrund af en opfordring og gennemføre det med hjælp og støtte fra
en vejleder eller en underviser, men målet er at deltageren også
kan gøre det uden daghøjskolens opbakning.
At arbejde med deltagerens egne mål - SMART
Fundamentet for at arbejde bevidst med deltagernes
progression er vejlederens og undervisernes bevidste og løbende
arbejde med deltagernes personlige mål. Konkret betyder det, at
holdleder (underviser) og deltager i samarbejde beskriver
deltagerens mål med daghøjskoleopholdet med udgangspunkt i det mål
som sagsbehandleren har beskrevet. Det er ofte et meget overfladisk
eller bredt mål som eksempelvis "komme i form" eller "personlig
udvikling". Samarbejdet med holdleder (og siden hen vejleder)
om at konkretisere, kvalificere og anvendeliggøre deltagerens
personlige mål bliver altså en proces, hvor deltageren kan tage
ejerskab over sit daghøjskoleforløb.
Der arbejdes ud fra at målene skal være "SMART" og med
udgangspunkt i et generelt mål som "at komme i form" betyder
det:
Specifikke - hvad betyder det at "komme i
form"?
Målbare - hvor langt skal du kunne
løbe?
Attraktive - hvorfor vil du gerne i
form? Hvad håber du at opnå?
Realistiske - hvad er det sandsynligt,
at du kan nå?
Tidsdimension - hvornår skal du have opnået
dette?
Det vil sige, at deltager og vejleder arbejder med sprogligt
at komme dybere i, hvad målene betyder, samt at undersøge og holde
fokus på gevinsterne ved at opfylde disse personlige mål. Derudover
knyttes der en tidsdimension til målene, så deltager og vejleder
siden hen kan undersøge om målene er nået og hvis ikke, hvad der så
skal til for at nå dem. Deltagerens sagsbehandler informeres
løbende, når målene ændres/konkretiseres og er derfor hele tiden
opdateret i forhold til deltagerens progression.
To uger inden afslutningen af hvert 13 ugers forløb laver deltager
og vejleder en status på, hvor deltageren er i forhold til sine
personlige mål med opholdet. Det diskuteres hvilke nye mål, der
skal sættes og i forlængelse heraf, om IDA er et hensigtsmæssigt
sted at gøre dette.
At arbejde på denne måde med deltagernes mål kræver, at der er
meget tæt samarbejde mellem underviser og vejleder. Deltagerens mål
skal gøres anvendelige i undervisningen og han/hun skal opleve at
få konkrete tilbagemeldinger på sine mål i forhold til hvad han/hun
laver i selve undervisningen.
Derfor er der faste møder mellem vejledere og undervisere hver
uge, og IDA arbejder på at skabe endnu tættere kontakt mellem
målene i vejledningen og undervisningen. Samtidig undersøger de
også, hvor grænsen går mellem på den ene side at inddrage målene
bevidst i undervisningen og på den anden side at give deltagerne
plads til bare at fortabe sig i de forskellige aktiviteter uden at
fokusere på mål og læring.
At arbejde med progression kræver deltagerens
refleksion
At arbejde med sine personlige mål samt at bevæge sig fra
at være reaktiv til proaktiv indebærer at man kan reflektere over
egen situation. Derfor er refleksionstræning en vigtig del af
daghøjskoleforløbet hos IDA. Det handler om at træne deltagerne i
at udbygge deres sprog ved at lave refleksionsøvelser som blandt
andet kan foregå i gruppe- eller individuel vejledning eller ved
øvelser ved computeren. 'Råstoffet' er de konkrete erfaringer fra
undervisningen.
Progression - ikke altid den direkte vej
Deltageren arbejder med de samme eller lignende mål
gennem hele sit forløb, men med nye perspektiver og med inddragelse
af flere nuancer. Både Inge-Dorte og Hanne bruger metaforen en
vej for deltagernes progression. På vejen er der rundkørsler,
sideveje, blinde veje, bugtninger osv. og deltagerens opgave er at
undersøge denne vej med støtte fra daghøjskolen. Måske skal det
undersøges hvorfor deltageren ikke valgte at tage en særlig sidevej
tidligere i sit liv - og i forlængelse heraf kan det være at
deltagerens mål skal revurderes og justeres. Det løbende arbejde
med deltagernes målbeskrivelser betyder, at deltagerne kan ændre
perspektiv eller fokus på sine mål. Det understreger tankegangen om
at deltagernes progression ikke er lineært fremadskridende - det
kan være nødvendigt at gå tilbage eller at vælge omveje for at
komme "fremad".
Fokus på kvaliteten i opfølgningsarbejdet - i forhold
til progression til
top
Intern kompetence- og metodeudvikling. Generelle
succeskriterier som referenceramme for individuel progression.
Dokumentation.
Daghøjskolen FOKUS
Samtale med leder Bjørn Salling og
udviklingskonsulent Anne Kirstine Andersen.
Kontekst - 'virkelighedens anerkendelse'
Daghøjskolen FOKUS tilbyder 7 forskellige forløb og
forventer at have 110 årselever i 2008. FOKUS har arbejdet med
projektet "Flytter det noget?" i forbindelse med alle sine forløb,
men forløbene "Frokostkureren" og "Kaffé Fair" vil kort blive
præsenteret her, fordi de skiller sig ud og vil blive brugt som
eksempler i det følgende.
Frokostkureren er et forløb for personer med et overforbrug af
rusmidler og formålet er at afklare deltagerne i forhold til
arbejdsmarkedet samt bidrage til deltagernes positive selvudvikling
og livskvalitet. Deltagerne indgår i forskellige opgaver, der alle
knytter sig til frokostkurerens kerneydelse - at bringe frokost ud
til virksomheder. Opgaverne består blandt andet af logistik,
vedligeholdelse af materiel eller udbringning. Sideløbende får
gruppen vejledning og undervisning.
Kaffé Fair er et andet erhvervsrettet projekt, hvor unge deltagere
i alderen 18-30 år arbejder i caféen sideløbende med de får
undervisning og vejledning. Forløbet er erhvervsrettet, men støtter
også den unges personlige udvikling.
Begge forløb arbejder med "virkelighedens anerkendelse" som
pædagogisk grundidé. Deltagerne på Kaffé Fair oplever på egen krop
kundernes reaktioner og anerkendelse af deres arbejde, når de
arbejder i caféen. Deltagere i frokostkureren møder ligeledes
deres kunders reaktioner, når de eks. bringer frokost
ud. At arbejde på denne praksisorienterede måde synliggør
muligheder og alternativer for deltagerne i forhold til det liv
han/hun allerede kender.
Opfølgningsarbejde
Et af FOKUS' indsatsområder i forbindelse med projektet
har været at styrke kvaliteten i opfølgningsarbejdet - forstået som
de løbende tilbagemeldinger til den individuelle deltager. På
nuværende tidspunkt er der igangsat erfarings- og idéudveksling
mellem medarbejderne med udgangspunkt i at skærpe dette
opfølgningsarbejde og arbejdet med progression. Medarbejderne har
meget forskellige tilgange til dette, og det er disse tilgange som
nu udveksles medarbejderne imellem. Meningen er ikke at
medarbejdernes metoder skal ensliggøres, men at metoderne i hvert
fald ikke skal være forskellige af tilfældige grunde.
I sidste ende ønskes det, at det skal munde ud i nogle materialer,
der ved hjælp af arbejdspunkter eller lignende skal sikre, at der
er fokus på deltagerens individuelle progression i alle
opfølgningssamtaler. En konkret idé, som der arbejdes med på FOKUS
er at udvikle nogle "fra 1 til 10 skalaer", der kan bruges i dette
opfølgningsarbejde. Fokusområdet i disse skalaer skal være
nuancerede succeskriterier, der ikke bare drejer sig om hvorvidt
deltageren er kommet i job eller ej. De skal være særligt rettet
mod den specifikke målgruppe og kan eksempelvis dreje sig om
alkoholforbrug for deltagere på frokostkureren.
Erfarings- og idéudvekslingen vil udover at have fokus på metoder
også kunne bidrage til at integrere medarbejdergruppen, med det
formål at udvikle et pædagogisk fællesskab på tværs af de
forskellige hold.
Målbare succeskriterier som progressionsramme for hvert
enkelt forløb
Det andet af FOKUS´ indsatsområder i forbindelse med
projektet er at formulere nogle målbare succeskriterier med det
formål at sætte en klar progressionsramme for hvert kursus. Som
eksempel nævnes tre mulige succeskriterier for Frokostkureren, der
kan bruges som referenceramme for at arbejde med den individuelle
deltagers mål:
1. Motivation til misbrugsbehandling
2. Bedre livskvalitet og selvværd
3. Afklaring om fremtid på arbejdsmarked.
Dette er realistiske succeskriterier, der er uddraget af
projektbeskrivelsen, men som kan stå som tre tydelige og
realistiske succeskriterier for både deltagere, medarbejdere og
rekvirenter. Med disse tre parametre har de tre parter noget
konkret at forventningsafstemme omkring ved forløbets opstart. Men
det vil også styrke medarbejdernes løbende arbejde med deltagerens
progression; med udgangspunkt i succeskriterierne kan det
diskuteres om frokostkureren er det bedste tilbud for den enkelte
deltager, om han/hun arbejder inden for disse parametre osv. De er
altså en hjælp i de løbende tilbagemeldinger til både deltager og
sagsbehandler. Det er særligt vigtigt at holde fokus på om
deltageren flytter sig på holdene Frokostkureren og Kaffé
Fair, da det er fleksible forløb uden en fast start- og
afslutningsdato.
Når succeskriterierne for et forløb ikke er tydelige, risikeres
det, at de meget positive historier, om eksempelvis en deltager,
der hurtigt kommer i job, bliver normen for holdets succes, hvilket
selvfølgelig underminerer de resterende deltageres chancer for
succes. For både medarbejdere, deltagere og rekvirenter er det
vigtigt at holde fokus på realistiske målsætninger.
Der ligger allerede projektbeskrivelser for de enkelte kurser, men
det er vigtigt at oversætte dem til et par enkelte realistiske
parametre, der kan bruges i hverdagen.
På nuværende tidspunkt overvejes det at igangsætte initiativer,
der kan udvikle medarbejdernes konkrete arbejde med disse
succeskriterier. Hvordan kan man spørge ind til deltagernes
oplevelse af progression i forhold til succeskriterierne, og
hvordan kan vi "måle" og registrere om succeskriterierne er nået?
Sidstnævnte vil næste afsnit følge op på.
Dokumentation af progression
FOKUS mangler dokumentation for deltagernes progression,
hvorfor ovenstående indsatsområder skal bidrage til at udvikle
dette område. På nuværende tidspunkt er det "den gode historie",
der ofte hives frem, når talen falder på forløbenes resultater, men
det er vigtigt at denne historie bakkes op af nogle tal for at
synliggøre at historierne afspejler virkeligheden bredt. Dette er
særligt vigtigt i forhold til tilbagemeldinger til
rekvirenten.
I forlængelse af arbejdet med at formulere succeskriterier, vil
det være næste skridt at arbejde med, hvordan man kan dokumentere
hvorvidt disse kriterier er nået - og hvordan. DHS-dok giver
mulighed for at opsamle og systematisere dette arbejde.
Progression
indbygget i kursusforløbet til top
Undervisningsforløb med fokus på progression.
Ishøj Daghøjskole
Samtale med vejlederne/underviserne Leif
Jensen, Elisabeth Østergaard Jensen, Sanne Henningsen og lederen
Györgyi Csato.
Kontekst
Ishøj Daghøjskole har to længerevarende kurser, "På Vej
Mod Butik" og "På Vej Mod Køkken/Kantine" á henholdsvis 19 og 24
ugers varighed. Forløbene kvalificerer deltagerne til et job i
henholdsvis butiks- eller køkken/kantineområdet ved at arbejde med
både faglig kvalificering og personlig udvikling, blandt andet ved
hjælp af det, de betegner som livsvejledning. Kurserne er
tilrettelagt med særlig fokus på progression, hvilket vil blive
præsenteret herunder. Daghøjskolens vejledningspraksis er under
udvikling, hvilket fremstilles efterfølgende.
Deltagerne på holdene er overvejende ledige
førstegenerationsindvandrerkvinder, der ofte har gået hjemme i
mange år og har et meget lille kendskab til det danske
arbejdsmarked.
Progression i tilrettelæggelsen af forløbet
Forløbene er ikke tilrettelagt helt ens, men grundidéen
er den samme - det er en vekselvirkning mellem teori og praktisk
arbejde. Den faglige kvalificering består blandt andet af
praktikophold og en vekselvirkning mellem teoretisk undervisning på
skolen og praktisk undervisning i en virksomhed. Forløbet "På vej
mod køkken/kantine" er i overskrifter tilrettelagt som følger:
Herunder er der løbende indlagt jobsøgning, individuel- og
gruppevejledning, motion og kostundervisning/vejledning.
Man arbejder ud fra teorien om erfaringsbaseret læring, hvilket
blandt andet kommer til udtryk ved praktikforløbene, men også den
daglige undervisning er tilrettelagt ud fra denne idé. Når der
undervises i hygiejne, arbejder deltagerne på skift to eftermiddage
om ugen på en nærliggende café, hvor kokken er ansat som
underviser. Der tages udgangspunkt i, hvad deltagerne har lært på
daghøjskolen, men udover at "afprøve" denne viden i praksis indgår
de også i caféens daglige arbejde.
Praktikforløb er fastlagt for begge forløb, fordi det er en måde
for deltagerne at afklare sig omkring arbejdsmarkedet. For begge
forløb er praktikken planlagt over to omgange, så deltagerne har
mulighed for at prøve noget forskelligt af.
Sideløbende med undervisning og praktik er der fokus på
deltagernes personlig udvikling. Blandt andet arbejder deltagerne
med kost, motion og sociale kompetencer. Der er indlagt daglige
gåture og "ture ud af huset", med det formål at øge mobilitet både
i forhold til deres fysik, men også i forhold til deres
selvstændighed, der øges, når de selv kan finde rundt i
Ishøj.
Vejledning på Ishøj Daghøjskole
I denne fremstilling er vejledning beskrevet i et
selvstændigt afsnit, men i praksis er den tæt forbundet med
undervisningen, og det er også underviseren, der påtager sig
vejlederopgaverne.
Ishøj Daghøjskole bruger betegnelsen "livsvejledning" om deres
vejledningsindsats, hvilket både indbefatter erhvervs- og
uddannelsesvejledning, men også vejledning om fritidsliv, samfund
osv.
Den erhvervsrettede vejledning er knyttet til jobsøgningsprocessen
og praktikforløbet. I forbindelse med jobsøgningsprocessen drejer
det sig om at hjælpe deltagerne med at afklare:
- Hvad de kan? (realkompetenceafklaring)
- Hvilke jobmuligheder findes der?
- Hvad kræver det at bevæge sig i den retning (økonomi,
uddannelse)?
Dernæst handler det også mere konkret om hvordan man skriver en
ansøgning, et CV, hvordan man går til jobsamtale osv.
Vejledning i forbindelse med praktikforløbet drejer sig både om
det forberedende arbejde, det understøttende under selve praktikken
og opfølgningen. Generelle emner tages op i gruppevejledning med
resten af holdet, som eksempelvis hvordan deltagerne selv kan
vurdere deres praktiksted i praktikforløbet, så det ikke
udelukkende er deltageren, der vurderes.
Det opleves, at målgruppen har et stort behov for at blive støttet
til refleksion over at de har flyttet sig. Målgruppen har
dårlige sproglige og refleksive færdigheder og alle
tilbagemeldinger foregår derfor i dialog med deltageren. Udover en
handleplan, som det overvejende er underviser/medarbejder der
løbende arbejder på, gør de sig ikke brug af faste metoder eller
redskaber. Medarbejderne er i gang med en proces, hvor de vil
beskrive deres individuelle metoder og erfaringsudveksle idéer til
deres vejledningspraksis. Men samtidig vil de holde fast i den
dialogiske form, som er den lille skoles styrke, fordi de kan være
i meget tæt kontakt med deres deltagere. Endvidere vil skolen satse
strategisk på at alle medarbejdere får en vejlederuddannelse.
Medarbejderne fra Ishøj Daghøjskole taler om, at de som vejledere
ikke kan vejlede alle. Der er nogle deltagere som ikke tager
ejerskab over det forløb de er i, og vejlederne kan i den
forbindelse ikke gøre andet end at videregive informationer, som de
kan bruge eller lade være. Skal deltageren flytte sig,
kræver det at han/hun har taget ejerskab for sit eget forløb.
De generelle mål er formuleret meget specifikt fra starten, idet
der er tale om brancherettede kurser. Det kan betyde, at de
individuelle mål kommer til at stå noget i skyggen. Det kan i nogle
tilfælde svække deltagerens ejerskab, men det kan godt være en
relevant tilgang i forhold til målgrupper, der har svært ved at
overskue mange valgmuligheder.