virker-det.nu

En værktøjskasse til evaluering og dokumentation i folkeoplysningen.

Dokumentation og evaluering er vigtigt - også i folkeoplysningen. Først og fremmest for at vi selv kan blive klogere på og bedre til det man gør, men også for at forklare og legitimere det folkeoplysende arbejde over for omverden.

Virker-det.nu er et forsøg på at understøtte brugen af metoden virkningsevaluering i folkeoplysningen - som et bud på en evalueringstilgang, der både er relevant set ”indefra” folkeoplysningen og troværdig, set ”udefra”.

Virkningsevaluering fokuserer på systematisk at synliggøre og teste antagelser om, hvad der virker for hvem under hvilke omstændigheder. I virker-det.nu er virkningsevaluering koblet sammen med motivations- og læringsteoretisk underbyggede antagelser om virkningsfulde elementer i en folkeoplysende tilgang. Denne del bygger på DFS-publikationen Vi søger de virksomme stoffer (Steen Elsborg og Steen Høyrup Pedersen, DFS 2013).

virker-det.nu er en web-baseret manual/værktøj, der er tænkt som en hjælp til at gøre det nemmere, hurtigere og billigere at dokumentere og evaluere.

virker-det.nu er et fundament for løbende evaluering og/eller evalueringsprojekter, der kobler en kvalitativ/læringsteoretisk tilgang med virkningsevaluering. Det kan bruges i mange forskellige folkeoplysende sammenhænge og på mange forskellige niveauer.

I værktøjskassen findes desuden dokNet.dk der er et lille fleksibelt dokumentationsredskab, der bl.a. kan bruges til at dokumetnere læring/progression i forhold til det individuelle udgangspunkt (som alternativ til at måle i forhold til generelle kompetencemål).

virker-det.nu er udviklet af daghøjskoleforeningen i samarbejde med AOF Danmark og Foreningen af Folkehøjskoler, med konsulentbistand fra Thomas Bredgard, Forskningscenter for Evaluering, Aalborg Universietet, Steen Elsborg, LDI - Læringsdreven Innovation og Steen Høyrup Pedersen, Institut for Uddannelse og Pædgogik ved Aarhus Universitet.

Projektet er støttet af Kulturministeriets puljemidler til udvikling og omstilling af den lokale folkeoplysning, administreret af Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Udviklingen af okumentationsredskabet dokNet.dk er støttet af Dansk Folkeoplysnings Samråds udviklingspulje B.

DFSlogo