Udviklingsperspektiver på daghøjskolernes
praksis 2004
Redigeret af Mette Jørgensen
Bogen giver et virkelighedsnært billede af en mangfoldig og
levende voksenundervisning, som den praktiseres på et udsnit af
landets daghøjskoler. Skolerne deler ud af deres erfaringer med
forskellige værktøjer og metoder som ressourceprofiler,
portfolioer, logbøger, vejledning og fokusgruppeinterviews. Og de
reflekterer over, hvordan de tilrettelægger og synliggør deres
praksis.
Samtidig afslutter bogen et forsøgs- og udviklingsprojekt, som
daghøjskoleorganisationerne gennemførte i 2002-2003 med tilskud fra
Undervisningsministeriet.
Formålet var at finde veje til at sikre, at der er sammenhæng
mellem det, daghøjskoleformen sigter mod, og det, deltagerne får
med sig: At styrke den enkeltes handlekraft i livet, på
arbejdsmarkedet og i samfundet.
»Et skridt på vejen« er derfor ingen teoretisk bog om
voksenpædagogik, og den giver ikke endelige svar på sine
undersøgelser. Til gengæld bygger bogens indhold på rapporter og
materiale fra de skoler, der deltog i projektet, og åbner dermed
for perspektiver til det videre arbejde i daghøjskolernes faktiske
dagligdag.
Bogen er forsynet med et indledende og et konkluderende kapitel,
som tegner baggrund og perspektiver for det praksisarbejde, der
beskrives og diskuteres i kapitlerne 1 og 2. Slutteligt bidrager
idéhistorikeren Jens Erik Kristensen med en skarp og tankevækkende
artikel om »Daghøjskolernes vilje til kompetenceudvikling gennem
læring«.
Bag hovedprojektet har stået en styregruppe med repræsentanter fra
Arbejdernes Oplysningsforbund, Dansk Oplysnings Forbund, Folkeligt
Oplysnings Forbund, Frit Oplysnings Forbund, Liberalt Oplysnings
Forbund og Daghøjskoleforeningen. Sidstnævnte har stået for at
tilrettelægge, lede og afvikle projektet. Og står for
udgivelsen.
Bogen kan bestilles hos Daghøjskoleforeningen for 50,00
kr (ekspeditionsgebyr) + porto.
foreningen@daghojskoler.dk